Familiepsykologerne

Sammenbragte familier

Mine, dine og vores børn…

Der er mange grunde til, at livet i en sammenbragt familie kan virke som en stor udfordring, og at det kan opleves som vanskeligt og konfliktfyldt for både børn og voksne.

Dilemmaer i den sammenbragte familie

Måske oplever I voksne, at I har forskellige holdninger til, hvad børnene må og ikke må, hvilke forventninger man kan stille til børnene, og hvilke rammer der skal sættes for børnenes deltagelse i familielivet. I er måske uenige om, hvorvidt det er i orden at opdrage på eller bestemme over den andens børn, og I er måske også uenige om, hvordan man i givet fald gør det.

Det kan være, I er ulykkelige over, at ikke alle familiemedlemmer kommer godt ud af det med hinanden. Én af jer føler måske, at I pådutter jeres barn at leve sammen med en voksen, som han eller hun ikke er specielt glad for at være sammen med. Eller I oplever måske en sorg over, at jeres eget barn ikke får den samme opmærksomhed fra den anden voksne, som jeres fælles barn får.

Det er vores erfaring, at der er mange og stærke følelser på spil, når der er konflikter i den sammenbragte familie. Der er mange hensyn at tage, og det er ikke sikkert, at I er enige om, hvilke hensyn der skal prioriteres højest.

Måske føler I, at I har svært ved at komme videre i forhold til jeres konflikter. At konflikterne har stillet sig imellem jer voksne, og at de tilsyneladende har fortrængt den kærlighed, der egentlig var udgangspunkt for, at I slog jeres to familier sammen til en. Eller måske oplever I, at et eller flere af børnene ikke trives med livet i jeres familie.

At finde en fælles vej

Vi kan hjælpe jer med at tale om disse ting, så I grundlæggende opnår en bedre forståelse for både egne og den andens/de andres oplevelser af de konfliktfyldte situationer. Herigennem vil I kunne nå til en uddybet forståelse af de handlemønstre, der fastlåser jer, og I vil kunne opdage handlemuligheder, som er i overensstemmelse med det familieliv, I faktisk ønsker at leve.

Vi kan mødes med jer voksne alene, og vi kan mødes med et eller flere af børnene, men vi kan også mødes med hele familien på én gang. Hvis I er i tvivl om, hvem der skal deltage i en eventuelt første samtale, er I meget velkomne til at kontakte os og få en snak om, hvad der vil være mest hensigtsmæssigt for jer.

”Har I brug for psykolog til tilværelsen med delebørn, bonusbørn og bonusforældre? Familiepsykologerne tager imod i lokaler centralt i Aarhus C. Vi er erfarne psykologer der kan hjælpe sammenbragte familier i de afgørende spørgsmål om familiens trivsel. Vi tilbyder parterapi, familieterapi og individuel terapi og skræddersyer forløb efter jeres behov”