Voksendatter savner sin far

Kære Familiepsykologer

Jeg er en kvinde sidst i 30’erne, som står i en situation, der gør mig meget ulykkelig. Jeg bor sammen med min mand og vores tre børn. Derudover har jeg min far og to storebrødre. Min mor døde efter lang tids sygdom for godt fem år siden, og nu står jeg med en følelse af også at være ved at miste min far.

Gennem nogle fælles bekendte mødte min far meget hurtigt en ny dame, som er et par år ældre end han er. Hun har to voksne børn og 3 børnebørn. Jeg syntes, det gik meget hurtigt, og kunne ikke rigtig forstå, at han var klar til det så hurtigt efter min mors død, men samtidig var jeg også glad for, at han ikke var alene. De flyttede sammen for 4 år siden i hendes hus, og siden da er det som om min far har flyttet sig mere og mere over i hendes familie og væk fra vores familie. Han inviterer os meget sjældent til at komme i deres hjem, han siger meget sjældent ja til at passe vores børn, mens jeg ved, at de tit passer hendes børnebørn, de har inviteret hendes børn og børnebørn med på ferie, mens vi ikke fik tilbuddet, han kommer stort set aldrig og besøger os alene, men kun når hun også kan komme med. Jeg føler virkelig, at han har valgt os fra til fordel for hende og jeg føler mig svigtet. Han har heller ikke særlig meget kontakt med mine brødre, men de tager det ikke så tungt, som jeg gør. Jeg reagerer nok ved at trække mig væk og lade være med at tage kontakt til ham, fordi jeg bliver så skuffet, når jeg føler han hellere vil hende og hendes familie. Og jeg har altid drømt om, at mine børn skulle have et tæt forhold til deres bedsteforældre.

Hvad skal jeg gøre? Jeg ønsker jo ikke at miste min far men samtidig er jeg bare så såret, at jeg ikke har lyst til at se ham.

Den fortvivlede datter


Kære Datter

Når jeg læser dit brev, fornemmer jeg virkelig, hvor ked af det du er, og at du savner din far. Jeg læser også, at du er såret og skuffet over, at jeres familie har ændret sig, siden din mor døde og over, at dine børn har et andet forhold til deres bedstefar, end du havde forestillet dig, de skulle have. Jeg får indtryk af, at du har en følelse af, at du ikke længere betyder så meget for din far, som du gjorde tidligere, og at det gør dig ulykkelig.

Den følelse er meget forståelig, når man oplever det du oplever. Heldigvis holder forældre ikke bare op med at elske deres børn, fordi der sker noget nyt i deres liv. Men ligesom vores måde at prioritere på og de valg vi træffer ændrer sig, når vi får mand og børn, ændrer vores forældres prioriteringer sig også, når de står i en ny livssituation, som man jo gør, når man får en ny partner. Din far skal få sit liv til at hænge sammen med et andet menneskes og det mærker du og I som også har været en del af hans tidligere liv med din mor.

Jeg ved ikke, om din far tidligere har været en aktiv part i at tage initiativ til, at I tilbragte tid sammen som familie, eller om det mere har været din mor, der har taget sig af det. Hvis din far ikke tidligere har været initiativtager på dette område, er det måske ikke så underligt, at han heller ikke er det nu. Måske har han været mere vant til at følge med din mors initiativer ud i det sociale, og nu følger han så måske med den nye kvindes initiativer.   

Og hvad kan du så gøre ved dit savn og din skuffelse? Først og fremmest tænker jeg på, om du har prøvet at snakke med din far om dit savn og dine uindfriede drømme på bedsteforælderfronten. Det er jo langt fra sikkert, at han ved, hvordan du har det og hvorfor du trækker dig væk. Måske har han brug for lidt hjælp i forhold til hvordan han kan være bedstefar uden en bedstemor, og måske kan den hjælp være, at du fortæller ham, hvad du savner. Det kan også være, at den nye dame gerne vil være bedstemor for dine børn, men at hun er bange for at trænge sig på. Alt det kan du kun få afklaret ved at tale med ham eller dem.

Hvis du har prøvet at fortælle ham, hvad du savner og du alligevel oplever, at tingene ikke forandrer sig, er det bedste måske at finde en måde at leve med, at det er, som det er. Første skridt er at acceptere, at din far er, som han er og at han ikke gør det han gør fordi du ikke er vigtig for ham, men netop fordi han er som han er og fordi han står i den livssituation han står i.

Det er et meget stort skridt at bryde forbindelsen med sine forældre. I sjældne tilfælde er det den bedste/eneste løsning at gøre det, men i mange andre situationer kan man finde nogle andre måder at få det bedste ud af relationen på.

 Jeg ønsker dig al mulig held og lykke med det hele

 Venlige hilsner

 Anne Østlund