Min datter så at hendes far overfaldt mig

Kære familiepsykologer.

Min datter på 12 år har været vidne til, at min mand overfaldt mig i fuld tilstand. 

Det var voldsomt for hende og hun er selvfølgelig meget påvirket.
Frygten for, at det skal ske igen – og frygten for at jeg dør lurer konstant, siger hun. Derudover forstår hun ikke, hvorfor jeg tillod min mand at komme hjem så kort tid efter – samt at jeg i det hele taget stadig er sammen med ham. Hvilket egentlig er meget forståeligt!!

Jeg har givet min datter lov til at bo hos hendes bedsteforældre i en længere periode, fordi hun er så utryg og ked af det, men hun skal jo hjem.

Hvordan griber jeg det bedst an?

Hvordan skal jeg snakke med hende på den mest hensynsfulde måde?

Jeg håber ikke, hun er ødelagt for livet?

Hilsen

Sanne


Kære Sanne

Tak for dit brev. Det er et svært spørgsmål, du stiller og derfor også svært at komme med et hurtigt svar på. Som jeg læser dit brev, bliver jeg usikker på, hvorvidt din mand også er din datters far, jeg går dog ud fra, at det ikke er tilfældet.

Når din datter har oplevet noget så voldsomt, er det naturligt, at hun bliver bange, og også bange for at du skal dø. Jeg ser det som positivt, at hun er istand til at fortælle dig om sin angst og frygt. Det kunne tyde på, at hun har tillid til dig. Det lyder også godt, at du har kunnet give hende et trygt sted hos bedsteforældrene her i en periode ovenpå overfaldet.

Nu skal hun så hjem og bo hos jer igen – og her har hun jo brug for at både du og din mand gør hvad i kan for at forsikre hende om, at det ikke vil ske igen. Der er forskel på overfald – og jeg ved ikke hvor voldsomt og reelt livstruende det overfald var, som du blev udsat for. For mig vil det være meget afgørende, hvis din mand kunne fortælle din datter, at han var meget ked af det der skete, og at han vil gøre hvad han kan for, at det ikke sker igen. Og at han kan garantere overfor hende, at han aldrig nogensinde vil påføre dig skade så du dør.

Så et forsigtigt bud på hvad det mest hensynsfulde kunne være er, at du fortæller din datter, at du godt kan forstå hendes angst og frygt. At du også selv har været bange, at du har talt om det med din mand, og at i begge vil gøre hvad i kan for at det ikke sker igen. Næste skridt er så, at din datter sammen med dig mødes med din mand, og at han også kan fortælle, at han forstår hendes frygt, og garanterer hende, at han ikke vil skade dig.

Det vil være vigtigt, at i begge er meget opmærksomme på hende i starten – at i accepterer, at det kan være svært for hende at føle sig tryg, at hun har brug for tid til at genvinde tryghed og tillid. 

Det kan være vigtigt at få talt med hende om vold, hvornår vold er livsfarligt, og hvornår den ikke er. At voksne godt kan blive meget vrede – og nogen gange komme op at slås – især for nogen, når de er påvirkede af alkohol. At det kan være meget smertefuldt og gøre en bange, og at det ikke “nødvendigvis” er noget man dør af. Det er derfor også vigtigt, at i begge er meget opmærksomme på alkohol. Din datter vil naturligt blive meget bange, hvis i drikker alkohol, så for hendes skyld vil det være vigtigt, at i begrænser dette meget i den kommende tid.

Din datter er ikke “ødelagt for livet”. Hun har – ligesom dig – fået en rystende oplevelse og har brug for, at den får lov til at falde på plads. Hun har sikkert også mange andre – mere positive – oplevelser i livet, som du ikke må glemme. Det er vigtigt at tage voldsomme oplevelser alvorligt – samtidig med, at man bevarer en opmærksomhed på de positive oplevelser, der også har været.

At du vælger at blive hos din mand, kan måske være svært at forstå for jer begge – det vigtigste for din datter er dog ikke denne forståelse, men bevidstheden om, at i fremover kan passe på hende og hinanden. Jeg kan anbefale jer at overveje parterapi som en støtte i arbejdet med fremadrettet at undgå vold i jeres forhold.

Venlig hilsen

Morten Prahl