Mine børn føler sig ikke velkomne hos min kæreste og mig

Hej Familiepsykologer

Jeg skriver til jer fordi jeg er blevet voldsomt i tvivl om hvad jeg skal stille op med mit aktuelle parforhold. Jeg har kendt min kæreste i 4 år og vi har boet sammen de sidste 2 år. Han har voksne børn der er flyttet hjemmefra. Jeg har tre børn på 15, 19 og 22. De to ældste er flyttet hjemmefra. Problemet for mig er, at jeg oplever min mand ofte trækker sig fra selskabet når mine ældste børn kommer på besøg. Det virker også som om han bliver irriteret. Det påvirker mig og det påvirker mine børn. De påstår at de ikke har noget imod ham, men de føler samtidig at de ikke er velkomne hos os. Og det går mig efterhånden mere og mere på. Jeg ville så gerne have, at vi alle kunne have det godt med hinanden. Jeg synes det er svært at snakke med min mand om. Og jeg bliver i tvivl om jeg vil ham. Egentlig elsker jeg ham meget, men samtidig har jeg svært ved at klare hans forhold til mine børn. Hvad tænker i jeg kan gøre.

Vil parterapi hjælpe eller tænker i der er brug for samtaler med alle i familien ?

Den “sammenbragte” mor


Hej “sammenbragte” mor.

Tusind tak for dit brev. Det er en svær og udfordrende situation du og din familie står i. Og som jeg læser det oplever du, at den største udfordring er din mands forhold til dine børn. Et forhold der synes en del præget af irritation fra hans side. Du har et inderligt ønske om, at der skal blive/være plads til jer alle – og hvordan kommer du så i den retning. 

Det er min erfaring at der i sammenbragte familier er nogle fundamentale vilkår, som man må forholde sig til for at få det til at fungere. Et af de meget vigtige vilkår er, at at kærligheden til partneren nødvendigvis må indbefatte en accept af og villighed til at give plads til partnerens børn. Hvis denne accept og villighed ikke er tilstede hviler forholdet på et meget svært og uholdbart grundlag som igen og igen vil føre til konflikter i forholdet. I overført betydning kan man sige, at man i en sammenbragt familie ikke alene gifter med partneren, men også med dennes børn.

Ud fra din beskrivelse kunne det se ud som om, at din mand slås med at acceptere dette vilkår. Grundene til dette kan være mange. Det kan være han oplever, at der ikke rigtig er plads til ham, når dine børn er til stede. Det kan være at han er kommet til et sted i sit liv, hvor han har i perioder har mere brug for fred/ro plads til sig selv – end samvær med andre. Det kan være han oplever, at du har svært ved at give ham plads til at få et forhold til dine børn.

Som sagt kan der være mange grunde og her tænker jeg, at det kunne være hjælpsom for jer med parsamtaler til jer to, med det formål netop nærmere at afklare dette. Det kræver naturligvis at din mand sammen med dig finder en motivation for dette. Samtidig må det siges, at hvis han ikke er motiveret for at i sammen finder et mere holdbart grundlag for jeres forhold, ja så er det svært at få øje på de mere positive fremtidsudsigter for jer to sammen. Så hvis du umiddelbart ikke kan motivere ham til at deltage i samtaler, tænker jeg at alternativet kunne være samtaler til dig selv, med henblik på at finde veje for dig fremadrettet enten sammen med din mand eller hver for sig.

Umiddelbart tænker jeg ikke at dine børn p.t. skal indrages i eventuelle samtaler. Problemets “ejere” er som jeg kan se det, dig og din mand. Jeres forhold til hinanden og på hvilken måde i sammen kan give plads til børnene.

Venlig hilsen

Morten Prahl