Jeg har det svært med min bonussøn

Hej Familiepsykologer

Jeg har været i et forhold med min kæreste gennem 6 år og vi har det i det store og hele godt sammen. Hun har en søn på 9 fra et tidligere forhold, som jeg har forsøgt at få et godt forhold til og det gik egentlig meget godt indtil han blev 5-6 år. De sidste tre år har vi haft det svært med hinanden, hendes søn og jeg. Vi bor sammen 10 dage af gangen, så det fylder en del. Hendes søn undgår mig og nægter at adlyde de instrukser, jeg giver ham. Stemningen mellem os bliver nemt meget dårlig. Min kæreste har forsøgt at tale med ham om det uden at det har hjulpet. Vi har også haft et par fællessnakke, men han virker meget vred og vil ikke i dialog om det. For min egen del har jeg efterhånden fået det sådan, at jeg bliver irriteret og på mærkerne når jeg er sammen med ham. Selvom han er en knægt på bare 9 år.  Det bliver selvfølgelig svært mellem min kæreste og mig, hun kommer i klemme mellem os to. Hvordan kan vi få genoprettet relationen? Jeg er ved at være noget tyndslidt.

Håber I har nogle svar

Bonusfar.


Kære Bonusfar

Jeg ved fra samtaler med mange sammenbragte familier at du beskriver en udfordring mange oplever, når de lever i den familiekonstellation. At mange børn i sammenbragte familier har en modstand i forhold til den nye voksne i familien. Jeg ved også, at det er svært og gør ondt – på både dig, din kæreste og hendes søn. Derfor er det også rigtig godt at du tager fat i problemet og forsøger at finde nogle nye veje frem, så I alle kan få det bedre.

Det er meget forståeligt at du bliver irriteret på din bonussøn, når han afviser dig, når han ikke reagerer på dine instrukser og når stemningen imellem jer er dårlig. Sådan reagerer de fleste af os. Vi føler trang til at forsvare os og gøre den anden forkert. Jeg tror du føler det som en personlig afvisning af dig. At det er dig han ikke kan lide. Men det er slet ikke sikkert, at det er sådan det hænger sammen. Det der er sikkert er, at hans adfærd er meningsfuld for ham selv. At den er en reaktion på et eller andet, som vi kan blive nysgerrige på at prøve at forstå hvad er. Du beskriver ikke jeres øvrige familierelationer, men baseret på mine erfaringer med sammenbragte familier kan jeg forestille mig forskellige grunde til hans adfærd.

Måske handler det om forholdet til hans biologiske far. Hvis der er ’kamp’ mellem far og mor vil det helt sikkert påvirke ham. Måske føler han, at far bliver holdt udenfor, at han ikke ser sin far nok, eller at far svigter ham. Det kan være han ser et konkurrenceforhold mellem dig og sin biologiske far. En måde at komme dette i møde på kan være, at du og hans mor interesserer sig for hans biologiske far, anerkender hans betydning som far og hans rolle i forhold til sin søn.

Det kan også være han har konkurrencefølelser i forhold til dig, der handler om at ville have mor for sig selv. Måske føler han du er kommet til at fylde lidt for meget i hans og hans mors forhold. Her kan det være en rigtig god idé at anerkende det særlige biologiske bånd der er mellem ham og hans mor. Dette kan man bl.a. gøre ved at sige det højt, men også ved at skabe tid og plads til mor-søn-tid.

Som du nok kan læse af mit svar mener jeg helt grundlæggende, at det er dig der skal tage ansvar for jeres relation. Din bonussøn er barnet, han kommunikerer og du kan beslutte dig for at forstå hans kommunikation/reaktion som meningsfuld og tage den mindre personligt. Jeg tror det vil betyde, at du får mindre brug for at se ham som forkert og forsvare dig. Og det kan igen betyde, at der lige så stille igen falder ro om jeres forhold.

Jeg ønsker dig held og lykke med det hele

Venlige hilsner

Anne Østlund

Familiepsykologerne