Min voksne datter har spiseforstyrrelse

Kære Familiepsykologer

Jeg er en kvinde på 56 år. Jeg er i et fast forhold med min mand gennem 35 år og vi har en søn og en datter, der begge er gift. Min datter på 28 har lidt af spiseforstyrrelse siden hun var 13 år. Vi har fået hjælp gennem lægen og har været henvist til mange forskellige tilbud, blandt andet i psykiatrien. Selvom spiseforstyrrelsen ikke er akut mere, har hun det stadig meget svært. Vi bor et stykke fra hinanden, men jeg registrerer at hun svinger i vægt og i perioder, særligt når hun er stresset på sit arbejde, tager spiseforstyrrelsen over igen. Jeg kan se på lang afstand, når hun kæmper med at få maden ned. Jeg er min datters nærmeste fortrolige og vi har kontakt hver dag. Vi har kæmpet med problemet i over 15 år, men jeg ved ikke hvad jeg skal stille op mere. Jeg er begyndt at få stresssymptomer, fx hvis jeg får sms’er fra hende eller skal besøge hende og jeg har svært ved at passe mit arbejde. Har I nogle gode råd til, hvordan jeg bedst kan hjælpe min datter?  

En bekymret mor


Kære bekymrede mor

Tak for dit spørgsmål. Jeg kan kun støtte dig i ønsket om at din datter skal få det bedre. Uanset hvem af vore kære, der ikke trives, påvirker det os dybt. Din datter er heldig at have en mor som dig, der har strukket sig langt for at hun skal få det godt.

Jeg har ikke et svar på dit spørgsmål, men jeg vil gerne låne dig nogle perspektiver på din situation.

For det første vil jeg bede dig om at smage på tanken om, at du måske ikke kan gøre mere for din datter. Måske står det ikke i din magt at hjælpe hende til at få det bedre. Når jeg læser dit brev er det tydeligt, at du er lykkedes med at hjælpe hende langt. Spiseforstyrrelsen er ikke længere akut, jeg kan læse hun er i et forhold og at hun passer et arbejde. Måske det er så langt, du kan hjælpe hende. Det betyder ikke, at hun ikke kan få det bedre, men at du måske ikke kan gøre mere.

Voksne børn, der har psykiske vanskeligheder, er langt sværere at få ’ud af reden’ end børn, der er tilpas. Det betyder ikke, at man ikke skal slippe dem. Der kan ligge megen værdighed og modning i at bære ansvaret for egen lidelse for din datter. Måske er det tid til at give ansvaret for spiseforstyrrelsen tilbage til hende, ganske enkelt fordi hun nu er voksen. Nogle voksne børn i hendes situation beder deres forældre trække sig lidt væk og være mindre bekymrede, fordi bekymring, ængstelse og fokus på spisevaner kan komme til at dominere hele kontakten. Jeg kunne ønske for både dig og din datter at jeres kontakt kom til at handle om alle de gode ting, der formentlig sker i både hendes og dit liv.

Du har tydelige tegn på overbelastning og din krop og psyke er begyndt at sige fra. Erfaringsmæssigt forsvinder symptomerne ikke, hvis ikke du laver en forandring. Det er menneskeligt at kræfterne kan slippe op. Jeg under dig at komme mere af krogen og få fokus på det, der gør dig glad. Ligesom du i årevis har haft fokus på, at din datter skulle blive det.

Det kan være meget vanskeligt at give slip og erfaringsmæssigt gør man det bedst gradvist. Måske du og din datter skal have mindre kontakt i det daglige. Måske kontakten skal handle om noget andet end hendes spisning. Måske kan du tale med din datter om, hvordan det påvirker dig, at I kæmper mod spiseforstyrrelsen. Måske kan du forklare hende, at du er nødt til at passe mere på dig selv, men også at det gør dig ondt, fordi du så gerne vil passe på hende.

Min erfaring er, at den slags meldinger møder stor forståelse. Indefra kan det føles som at svigte din datter og i overgangen er det naturligt at gennemleve følelser af skyld indtil du ser, at din datter finder andre måder at få støtte på. Den overgang har andre klaret før dig, selvom den er svær. Der findes støttegrupper til forældre til mennesker med spiseforstyrrelse. Det kan være meget lindrende at møde andre, der gennemgår det samme som dig.

Og så tilbage til dit egentlige spørgsmål: Hvordan kan du bedst hjælpe din datter? Det tror jeg allerede du har gjort.  Spiseforstyrrelser er komplekse at kæmpe imod. Meget afhænger af egen motivation og forandringsparathed hos den, der har spiseforstyrrelse. Jeg har nogle gange set, at det at give ansvaret over til det voksne barn i sig selv kan sætte gang i nye processer og handlemuligheder. Måske det også gælder for din datter?

Jeg ønsker dig alt det bedste.

Christina Ditlevsen, Familiepsykologerne