Jeg føler mig svigtet af min mor

Kære Familiepsykologer

Jeg har igennem en del år gået med et ’problem’, som jeg ikke rigtigt kommer videre med. Jeg taler ikke med nogen om det, nok mest fordi jeg er flov over at jeg har det som jeg har det. Jeg er en kvinde i slutningen af 30’erne, er gift og har to drenge på 10 og 6 år. Mit problem handler om min mor. Siden jeg flyttede hjemmefra som 19-årig har jeg følt mig svigtet af hende og nu handler det også om, at jeg synes hun svigter mine børn som mormor. Der er perioder hvor det ikke fylder så meget, men så kan det pludselig blusse op og jeg bliver rigtig ked af det og også vred på hende. Jeg føler at hun har meget travlt med sit eget liv. Hun kommer ikke og besøger os med mindre hun er inviteret. Hun har aldrig spurgt om hun må komme og hente mine børn bare for at være sammen med dem, på samme måde som mange af mine veninders mødre gør. Hun har rigtig mange interesser og dyrker dem efter hun er gået på efterløn, så jeg ved godt at hun har travlt, men det ændrer ikke på, at jeg føler hun vælger mig og mine børn fra. Jeg er flov over at jeg bliver så ked af det over det og kan heller ikke helt forstå det når jeg er så gammel som jeg er og selv har det godt med min egen familie. Når jeg bliver ked af det tager jeg afstand fra hende, jeg ringer ikke til hende og besøger hende ikke og det har jeg det også dårligt med. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med det og det går ikke rigtigt væk med alderen J Har I mon nogle idéer til, hvad jeg kan gøre? Jeg vil tilføje at min far og mor blev skilt da jeg var 6 år. Jeg voksede op hos min mor men har i dag et fint forhold til min far.

Venlig hilsen datteren


Kære datter

Mange tak for dit brev. Jeg tror at mange af os går rundt og tænker, at det der med frigørelse fra vores forældre er noget vi får overstået i teenageårene, men når jeg taler med voksne mennesker omkring mig, slår det mig, at mange af os løbende har gang i frigørelsesprojekter fra vores forældre gennem hele vores voksenliv. Frigørelsen handler om at skabe vores identitet og komme i gang med at bestemme over os selv, og det gør vi bl.a. ved at markere vores forskelligheder i forhold til vores forældre. Vi lægger en afstand til vores forældre og vi prøver kræfter med verden selv. Men samtidig er vores forældre også mennesker vi har været/er tæt forbundne med og afhængige af,  og vi har brug for deres anerkendelse af, at vi er gode nok. Når vi bliver usikre på det, gør det ondt, og jeg tror det er det, der sker for dig, når du ikke oplever at din mor tager del i dit liv.

Ud af dit brev kan jeg ikke læse, om du altid har savnet nærvær og opmærksomhed fra hendes side, eller om det først er blevet et tema, efter du er flyttet hjemmefra. Under alle omstændigheder kunne det være en idé, at

fortælle din mor om din lyst til, at hun deltager noget mere i dit liv – det kan jo være, at det hele beror på forfejlet hensyntagen. Måske holder hun en passende afstand, fordi hun tror, du ønsker det! Måske er hun bange for at blande sig for meget, fordi hun selv har haft en mor der gjorde det!

Men det kan også være, at hun ikke var så nærværende og deltagende da du var barn, og så er det nok usandsynligt at det bliver anderledes nu hvor du er voksen. Eller at hun nyder at have meget tid til sig selv og sine interesser nu hvor hun ikke længere har hjemmeboende børn, og måske har hun ikke lyst til at tilsidesætte dette. Hvis det er tilfældet, må du forholde dig til, at det er sådan, hun har det og forsøge at finde en ro med det. Med ro mener jeg en accept af, at hun ikke kan/vil give dig noget af det du gerne vil have fra hende, så du ikke længere skal kæmpe så meget for at få det. Du kan blive nødt til at sige til dig selv, at du kan have et forhold til hende på et vist niveau, men at du ikke kan få alt indfriet, og på den måde tilstræbe mere ro i forholdet til hende.

Du skriver, at du tager afstand fra hende, når du bliver ked af det over hendes manglende nærvær. Måske er det for at slikke dine sår, men det kan også være, at du gør det fordi du inderst inde håber, at hun fornemmer, at der er noget galt med dig, og at hun så nærmer sig dig. Som jeg forstår dig, gør denne afstandtagen dig endnu mere ked af det og med mindre hun opfatter at du har det svært, og I kan tale om det, ser det ikke ud til, at der kommer noget konstruktivt ud af det. Det er på en måde en kamp du kæmper – og kampen gør dig mere ked af det. Hvis du accepterer, at hun er som hun er, og prioriterer som hun gør, kan du måske slippe kampen, så du ikke behøver at lægge afstand til hende. Måske vil du stadig blive ked af det ind i mellem fordi du savner hende i dit liv; det er som det skal være og handler jo om, hvor meget hun betyder for dig.

Held og lykke med det hele.

Venlige hilsner

Anne Østlund

Familiepsykologerne