Hjælp – jeg er blevet far

Hej Familiepsykologer.

Jeg er far i en nybagt familie med en dejlig datter på 5 mdr. Alt er udefra set gået godt omkring fødsel og spædbarnstid, men desværre har jeg nogle problemer omkring det at være far, som jeg skammer mig meget over. Jeg har haft svært ved at have ansvaret for vores datter alene og har kunnet få det meget psykisk dårligt hvis jeg skal passe hende selv. Jeg kan fint finde ud af at made, skifte, putte og trøste, hun er meget nem at have med at gøre. Men efter et stykke tid kan jeg ikke være i situationen og har lyst til at lægge hende fra mig og tage benene på nakken. Jeg har aldrig gjort det og tror aldrig det kommer til at ske! Jeg længes sådan efter at være alene og få ro. Det er meget pinligt at have det sådan, men min kæreste har været helt fantastisk og givet mig meget plads, så det er bedre nu end da hun var nyfødt. Hvordan får jeg det bedre med hende?

Nybagt far


Kære Nybagte far

Jeg ønsker dig et stort tillykke med din datter. Det lyder, som om I har fået et meget dejligt barn.

At blive forælder er en kæmpe omvæltning på rigtig mange måder. Der er mange forventninger til hvordan det vil være – forventninger om følelser af lykke og kærlighed. Og samtidig  står man pludselig med et kæmpe ansvar, en forpligtelse og et tab af frihed i en grad, de færreste har oplevet før. At få det første barn er en overgangskrise for alle, men det er selvfølgelig forskelligt hvordan vi oplever omvæltningen. Nogle reagerer kraftigt og synes, at det er rigtig svært at vænne sig til den nye situation. Der kan være mange 
blandede følelser og det kan være svært at give sig selv lov til at mærke, at det også kan føles ubehageligt, kvælende og stressende at stå med ansvaret for et lille barn.

Du har sikkert hørt om kvinder, der får fødselsdepression. Vi hører ikke så meget om det, men det kan også godt ramme mænd. Faktisk er der undersøgelser der viser, at 7% af alle nybagte fædre får en fødselsdepression indenfor de første 6 uger efter fødslen. Et af tegnene på dette kan netop være, at manden trækker sig, fordi de nære relationer opleves som en belastning. Jeg hæfter mig ved, at du skriver, at din kæreste har været rigtig god til at give dig plads, og at det går bedre nu. Det lyder som om, I har taklet 
udfordringerne rigtig fint, og at det udvikler sig i den gode retning. Når det er sagt er det slet ikke sikkert, at du har eller har haft en fødselsdepression. 

Du skriver, at du får det psykisk dårligt og har svært ved at være i situationen, når du har været sammen med jeres datter i noget tid. Det lyder, som om du bliver overvældet af noget – måske bange for 
noget. Prøv at undersøge hvilke tanker der går gennem dit hoved i de situationer. Handler de om det store ansvar, om længslen efter frihed, om ikke at kunne passe godt nok på din datter eller om noget helt andet? Der er helt sikkert ikke noget galt med dine tanker, men de kan føles vældig ubehagelige. 

Måske handler ubehaget om, at du har brug for tid alene, hvor du bare kan være med dig selv. Nogle mennesker er indadvendte og har brug for denne tid alene for at kunne lade op og hente energi til igen at være sammen med andre mennesker. Hvis det er et behov, du har, vil du også have brug for det, efter du er blevet far, og det er vigtigt, at du sammen med din kæreste finder ud af, hvordan I kan tilgodese det behov. Når du får genetableret det ’alene-rum’ vil det højest sandsynligt generere mere energi til at være sammen 
med din datter.

Ud fra det du skriver fornemmer jeg, at du har holdt fast i at tilbringe tid sammen med din datter – også selv om det har været svært ind imellem. Under hensyn til at du også har brug for tid alene, synes jeg det er vigtigt at du fortsat laver ting sammen med din datter, både alene med hende og sammen med din kæreste, da det formentlig vil få ubehaget/angsten til at falde med tiden. Som du selv skriver er det ret usandsynligt at du stikker af fra hende – også selvom du kan have tanker om at gøre det. 

Jeg ønsker for dig at du kan arbejde med at acceptere at du har det som du har og at du ikke fordømmer dig selv for det. Jeg tror, du er i gang med at finde en vigtig balance i dit liv og det er ikke altid let.

Held og lykke med det hele fremover.

Venlige hilsner

Anne Østlund
Familiepsykologerne