Vores voksne skilsmissebørn synes forandringerne er svære

Hej Familiepsykologer

For et år siden blev jeg skilt fra min mand efter mange års ægteskab. Vi har 3 voksne børn, den yngste var lige flyttet hjemmefra, da vi blev skilt. Jeg overtog vores fælles hjem. Efter at hjemmet er blevet “mit eget” har jeg fået lyst til at lave mange forandringer – skabe mit eget liv.Men her oplever jeg nu, at jeg kommer i konflikt med børnene, de protesterer mod mine forandringer. De synes ikke, de kan kende deres barndomshjem. Det skal siges at de har boet i dette hjem hele deres opvækst. Hvordan kan jeg både anerkende deres behov for et “barndomshjem” og samtidig mit behov for at skabe mit eget liv, indrette det som jeg nu vil, passe på og blive anerkendt på grænserne for mit eget privatliv?

Den fraskilte


Kære fraskilte.

Jeg kan godt se dit dilemma. Børn knytter naturligt og ofte stærke følelser til deres barndomshjem. Og det berører dem derfor også meget, når forældrene skilles og der pludselig sker store forandringer med hjemmet, selv om de selv er flyttet hjemmefra. En del af børnenes protest kan også handle om, at de måske tydeligt kan se, at du laver forandringer, som deres far ikke ville have gjort. Børnene kan udtrykke et ubevidst behov for at “forsvare” deres far, ved at protestere mod de forandringer du skaber.Det ville naturligvis være dejligt for børnene, hvis barndomshjemmet forblev den samme kendte trygge base de har kendt hele deres opvækst. Når man bevæger sig ud i den store og ind i mellem farefulde verden, er det rart at noget forbliver uforandret. Også for voksne børn kan forældrenes skilsmisse vække svære følelser og forandringerne kan opleves som et tab, det er vigtigt at give plads til at sørge over.Derfor tænker jeg også, at det er vigtigt, at du anerkender, at det kan være svært for dine voksne børn, at se på de forandringer du er igang med, samtidig bliver de nød til at vænne sig til og forsone sig med den nye virkelighed. At de rent faktisk er flyttet hjemmefra – at det nu er dit og kun dit hjem, og at du derfor suverænt bestemmer, hvordan det skal indrettes, og hvilke regler der skal gælde.Uanset skilsmissen gælder det jo også, at når børnene er flyttet hjemmefra, ja så er det ikke længere deres hjem. Nu kommer de på besøg i forældrenes hjem, relationen bliver anderledes, mere selvstændig for begge parter, hvilket kræver tid til tilvænning.Så egentlig ser jeg ikke nogen vej uden om “bøvlet”, at de må vænne sig til de retningslinjer og forandringer der følger med, at hjemmet nu er dit.Det er dig der sætter grænserne, og du kan komme dem imøde ved at anerkende, at det kan være svært for dem, men det er nu engang sådan det er.Du kan omvendt ikke tvinge dem til at anerkende forandringerne, men min erfaring siger mig, at jo mere du selv ved dit eksempel viser dem, at du er glad for forandringerne, og at de er vigtige for dig, og altså ikke er noget du gør for at genere dem, jo lettere vil de komme til at respektere dem og dig.

Jeg ønsker dig held og lykke med det hele.

Venlige hilsner

Anne Østlund

Familiepsykologerne