Vi skal skilles

Hej Familiepsykologer

Jeg skriver til jer i håbet om at i kan hjælpe mig og min familie i en svær situation. Min mand har besluttet, at han vil skilles. Vi har en lille dreng på 6 mdr og en stor pige på 6 år. Allerede for lidt over et års tid siden mærkede jeg at han ligesom trak sig fra mig. Alligevel besluttede vi at få et barn mere. Vi har efterfølgende prøvet parterapi, og jeg troede på det og mærkede også små fremskridt, men min mand var åbenbart ikke med på det.Men man skal jo være to til at prøve, og han siger at han ikke tror på at der vil komme noget godt ud af det. Så nu skal vi skilles, og det er meget svært når jeg har svært ved at acceptere hans beslutning og synes den er truffet på et forkert grundlag. Vi har stort set aldrig alvorlige konflikter, og er enige om at vi er gode til at være forældre sammen, og jeg har så svært ved at forstå at det ikke kan redes. Jeg vil gerne have hjælp til hvordan jeg kan være i en skilsmisse (især overfor børnene) når jeg er så ked af det, skuffet og vred som jeg er. Jeg vil jo gerne et godt samarbejde, og det vil han også. Men jeg er fx meget i tvivl om hvordan vi skal fortælle det til vores datter, når det ikke er en fælles beslutning. Skal jeg lyve så min mand ikke bliver skurk, men risikere at jeg ikke kan holde løgnen i en situation hvor min datter er vred og ked af at vi skal skilles? Helt konkret er vi også uenige og i tvivl om hvordan vi skal gøre med børnene. For vores datter på 6 år tænker vi at det er vigtigt at hun kan overskue de skift der er. Derfor vil vi starte med en ordning hvor hun er en uge hvert sted. Efter et stykke tid må vi så se om hun trives med det. Vi vil begge blive i området, så hun ikke mister børnehaveklasse og kammerater.Men med den lille dreng på et halvt år er det sværere. Jeg tror på at et så lille barn har brug for at bo ét sted, og så se den anden så hyppigt som muligt i ugens løb. Han synes at en ordning hvor han er lige meget hos os er den eneste løsning fordi han så kan være sammen med sin søster og fordi han så kan knytte sig lige meget til os begge.Begge børn er meget knyttede til os begge – vi har begge familie tæt på og vi har begge arbejde med fleksible arbejdstider.

Hilsen fra Mie


Hej Mie

Tak for din mail. Det kan være svært at give et fyldestgørende svar pr. mail. Jeg vil forsøge at komme med nogen perspektiver på din situation – som måske kan være hjælpsomme. Lige nu er du i en svær situation, hvor dine følelser af naturlige grunde er meget oprørte. Og situationen bliver dobbelt udfordrende i og med, at du skal håndtere et samarbejde omkring jeres børn med det menneske, der mest af alt oprører dine følelser. Det er vilkåret  – det er udgangspunktet for det, du og i skal igennem lige nu. Og hvor ville jeg gerne kunne give dig råd omkring, hvordan du på en enkel måde kan komme igennem dette. Det er bare ikke muligt – det er svært og der er ingen nemme omveje.Det er vigtigt, at du giver dig selv lov til at mærke og være i vreden og sorgen – naturlige følelser hvis opgave det er at hjælpe dig med at give slip på din mand – give slip på jeres forhold som kærester. Og netop huske på at det er disse følelsers “opgave”. Og at de altså vil stilne af i takt med at det lykkes for dig at give slip på ham. Ja og give slip på alle drømmene der også var forbundet med jer som kernefamilie.Den svære øvelse for dig bliver her at adskille disse “give slip” følelser fra det fremadrettede samarbejde i skal have omkring børnene. Det er meget svært, og min erfaring er at rigtig mange skilsmisseforældreikke kan undgå at blande disse ting sammen.Derfor tænker jeg også at du må bære over med dig selv, hvis det også for dig ikke altid lykkes at skille tingene ad.Du spørger til børnene – og som jeg igen helt overordnet tænker det – er det børnenes vigtigste behov, at i som forældre kommer godt i gennem de svære følelser – for genoprettet et nogenlunde samarbejde – og vigtigst af alt blive glade igen. Så man kan ikke bare sige at der findes en generel sandhed – for hvis en af forældrene mistrives meget med denne sandhed går det også ud over børnene.Når det er sagt – så er den generelle anbefaling idag – at anbefale 7-7 ordninger når der er et relativt godt samarbejde mellem forældrene. Godt samarbejde er en forudsætning for velfungerende fleksibel 7-7 ordning. Og generelt set vil det også være min anbefaling, at jeres lille søn ikke som udgangspunkt skal i en 7-7 ordning, de er sværere at håndtere for små børn. Jeg tænker også at – igen generelt set – vil mange små børn på hans mest have brug for deres mor. Og igen der kan være undtagelser, og der er undtagelser for dette.Og hvad skal man fortælle børnene – her tænker jeg det er vigtigt at det vi fortæller dem er så tæt på virkeligheden som muligt – beskrevet i et sprog som de forstår. I jeres tilfælde ville det betyde, at din mand fortalte jeres datter, at han holdt af dig – holdt af jeres datters mor – men ikke nok til at i kunne være kærester. Derfor har han besluttet at i ikke længere skal være sammen. Flere detaljer skal der ikke ind i det. Og at du så kunne fortælle den samme historie. At du er meget glad for far – at han desværre ikke elsker dig så meget at han vil være kærester med dig, og det er du naturligvis ked af. Og samtidig at det er noget der går over – livet vil gå videre. Fremadrettet kan du have glæde af individuel støtte, ligesom samtaler til jer to sammen omkring varetagelsen jeres fælles forældreansvar også kan være nyttige.

Venligst Morten Prahl