Skal der laves en samværsplan for børnene

Kære Familiepsykologer

Jeg skriver til jer fordi jeg er bekymret for min veninde og hendes familie, og fordi jeg gerne vil høre jeres mening om min bekymring. Min veninde har besluttet sig for at gå fra sin mand, som hun har været sammen med i 6 år. Min venindes mand er meget ulykkelig over, at hun er flyttet, og lige nu har han svært ved at være i samme stue som hende.

Min veninde havde to børn med sig ind i forholdet og hendes mand havde et. Børnene er nu 11, 9 og 8 år, og har altså kendt hinanden det meste er deres liv, og de er meget glade for hinanden. Det er mit indtryk, at især de to piger på 9 og 8 år har knyttet sig meget til hinanden. Det er også mit indtryk at børnene har det godt med deres papforældre.

Nu står jeg her som veninde og er bekymret for børnene og det de mister: forholdet til hinanden og til den anden voksne. Det virker ikke, som om der rigtig er andre omkring dem som tænker i de baner og jeg er i tvivl om jeg har fat i det rigtige, når jeg synes, at de skal lave en samværsplan for børnene, så de får set hinanden og den anden voksne. Det skal lige nævnes, at børnene aldrig har gået på den samme skole. Hvad tænker I?

Den bekymrede veninde


Kære Bekymrede veninde

Jeg vil gerne sige dig tak fordi du tager dette tema op. Jeg har igennem længere tid været optaget af det dilemma der opstår, når sammenbragte familier går fra hinanden – og det gør de jo også en gang imellem. 

Igennem de sidste 20-30 år er det sket mange ændringer i vores måde at gribe skilsmisser an på: hvor det før var normalt at skille to søskende ad, så de kom til at bo hos hver sin forælder, sker dette meget sjældent nu. For 40 år siden fandt samvær ofte kun sted en weekend om måneden. Dette er heller ikke praksis længere – de fleste børn ser den forælder de ikke har bopæl hos mindst hver 14. dag. Det er mit indtryk, at rigtig mange skilsmisseforældre er meget bevidste om og anstrenger sig for at gøre det der er bedst for børnene. Lovgivningen forsøger at skabe nogle rammer, som kommer børnenes behov i møde.

Men jeg oplever, at der mangler en opmærksomhed på skilsmisser i sammenbragte familier. Der findes ikke nogen lov, der siger, at sammenbragte søskende og sammenbragte børn og voksne skal have samvær med hinanden. Måske er det ikke muligt at lovgive på dette område, men jeg synes, det er nogle vigtige tanker, du gør dig om din venindes familie, og jeg håber, det kan anspore til en øget opmærksomhed på dette tema. Jeg har talt med flere børn, unge og også voksne mennesker, som beskriver den sorg det var, da de mistede kontakten til deres stedsøskende og/eller stedforældre, da de to voksne valgte at gå fra hinanden. Sorgen over ikke længere at skulle se de mennesker, man har levet tæt sammen med – som familie.

Hvis der er konflikt mellem to voksne mennesker, som går fra hinanden er det forståeligt, at det er nemmest at bryde kontakten til hinanden.  Det er bare ikke sikkert, at det er det bedste for børnene. De kan have brug for de voksnes hjælp til at sørge for, at de får set hinanden – og måske også til at se den voksne, de ikke længere bor sammen med. Der er selvfølgelig også børn, som ikke har knyttet stærke bånd til hinanden eller til den anden voksne, og som måske ikke har behov for samvær – og det er også i orden.

Det lyder som om behovet godt kunne være der i din venindes familie og jeg synes det er fint, at du gør hende opmærksom på det. Måske kan det af forskellige grunde ikke lade sig gøre at bevare kontakten , og hvis det er tilfældet, tror jeg, det er vigtigt, at tale med børnene om det tab og savn de oplever, nu hvor en af deres familier brydes op.

Venlige hilsner

Anne Østlund