Min søn er angst

Kære Familiepsykologer.

Jeg skriver til jer for at få gode råd i forhold til min søn Niklas på 10 år. For et år siden blev jeg skilt fra hans far. Min mand havde igennem længere tid lidt af depression og da et alkoholmisbrug også kom til kunne jeg ikke klare mere. Min søn har nu regelmæssigt weekend samvær med sin far. Ud over Niklas har vi også en datter på 4 år. Problemet er at min søn på det sidste er blevet tiltagende angst. Jeg skal altid være i nærheden af ham når vi er hjemme, vi skal sove i samme værelse og jeg må ikke forlade værelset, selv efter at han er faldet i søvn. Han kan heller ikke sove ude blandt andre. Han klarer sig ellers godt i skolen. Det har efterhånden stået på det sidste halve års tid og vi kan snart ikke holde til det længere. Hvad skal vi gøre ?

Hilsen Lise


Kære Lise

Tak for din henvendelse.

Niklas reagerer for mig at se med så stor en angst fordi han har været udsat for meget store belastninger. Hans far og mor er skilt, far har haft det svært med depression og alkoholmisbrug. Før skilsmissen har livet sikkert heller ikke været enkelt i familien. Niklas har sikkert bekymret sig for sin far og for dig, og været bange for hvem der nu kunne passe på ham. Disse belastninger vækker naturligt angst og bekymring i Niklas.

Det ser ud som om, at Niklas angst primært er omkring hjemmet, hvor han har udviklet strategier til at håndtere angsten. En af de vigtigste synes at være nærhed, at han ved hvor du er, har fuld kontrol over dig, især omkring det tidspunkt hvor han selv skal give slip på kontrol for at kunne falde i søvn. Denne strategi er dog nu en alt for stor belastning for jer begge. Det kræver en langt, sejt træk fyldt med overbærenhed og tålmodighed at komme videre derfra hvor i er nu.

Det første skridt kunne være at I sammen anerkender, at det har været en svær tid I har været igennem, at der har været god grund til at være bange, og  at I trods alt er kommet nogenlunde igennem det. Heri ligger også at I anerkender de strategier der indtil nu har virket, f.eks. den konstante nærhed til dig når I er hjemme.

Det næste centrale spørgsmål er så, hvordan I fremadrettet kan leve med angsten på en måde der er bedst mulig for jer alle. Her er det vigtigt også at kigge på Niklas motivation, hans ønske om at kunne sove ude blandt andre, hans ønske om at kunne sove på eget værelse osv. Og så må I se på hvordan I, med stor tålmodighed, kan bevæge jer i en positiv retning for jer begge. Det er vigtigt med små konkrete skridt, hvor han lære at udholde, at du ikke hele tiden er tæt på ham, når i er hjemme. Det kan være en ide, at have en konkret dagbog, hvor I kan skrive om de små positive skridt. I må også være forberedt på små tilbageskridt, det kræver ”hårdt arbejde” at udholde og leve med angst.

Hvis det er muligt, ville det være vigtigt for Niklas, at hans far og dig fik snakket sammen om hvordan I kommer videre og for forsikret ham om, at I kan og vil passe på ham.

Overordnet tænker jeg at det er vigtigt at Niklas hjælpes med at forstå, at det er naturligt at han reagerer med den store angst, som lige nu er en del af hans liv. At de belastninger han har oplevet er så store, at mange børn ville reagere med angst.

Venligst

Morten Prahl