Min søn bliver hidsig

Hej Familiepsykologer

Jeg er alene med to dejlige drenge på 3 og 7 år. Blev skilt fra deres far for to år siden, hvor han pludselig skred fra mig, da han havde fundet en anden. De ser ham hveranden weekend og det er altid mere eller mindre bøvlet. Han kan blive ekstremt hidsig og jeg tror de er lidt bange for ham. Problemet for mig er den ældste dreng, der ligner sin far og også nemt bliver meget hidsig. Vi har en masse konflikter, hvor han eksploderer helt vildt. Det er voldsomt trættende for os alle. Har i nogen ideer til hvordan jeg kan styre hans vrede?

Hilsen mor med to drenge.


Hej mor med to drenge.

Tusind tak for dit brev. Og ja hidsighed kan være voldsomt trættende og der findes en vej fremad for jer. En vej der kan være udfordrende at gå. Først må du prøve at se, om der kunne være nogen gode grunde til din ældste søns hidsighed. Her kunne jeg komme med et par forslag. Måske mærker han, at du rummer en modvilje mod hans far, og at hans far rummer modvilje mod dig. Børn gør hvad de kan for at være loyale overfor deres forældre. Hvis min hypotese er rigtig, vil han opleve sig loyal overfor sin far, når han er vred på dig og omvendt. Det kan let føre til en ond cirkel for ham, fordi hans vrede mod dig jo også giver ham dårlig samvittighed.Det er det dilemma mange skilsmissebørn befinder sig i. Når de er loyale overfor den ene forældre føler de dårlig samvittighed overfor den anden. Så, igen, hvis min hypotese er rigtig, så vil du gøre din søn en kæmpe tjeneste, ved at forsøge at finde mere positive følelser overfor hans far. Heri ligger også et forsøg på anerkende og acceptere “hidsigheden” som noget både du og ham og hans far må lære at blive bedst mulige venner med. Og det kan jo være en kæmpe udfordring for dig, især hvis du har oplevet dig meget svigtet af din søns far og måske har oplevet dig sårbar i forhold til hans hidsighed.  Alligevel tænker jeg at det er det din søn har brug for.Generelt er det min erfaring, at der kun findes en vej i forhold til håndteringen/styringen af vrede. Og det er i første omgang at acceptere, at det er en følelse der kan overmande en og som man ikke altid kan styre. Det man derimod kan styre, er hvordan man efterfølgende bliver “venner” igen. Og paradokset er, at jo mere man accepterer vreden, jo mere afslappet vil den efterhånden også blive. Det betyder ikke at du skal holde op med at sætte dine naturlige grænser i forhold til din søn. Du må blot leve med, som noget ligeså naturligt, at han når du sætter grænserne, kan reagere med en hidsighed han ikke selv er i stand til at kontrollere. Jo mere han lærer at forstå, at du holder af ham, selvom hidsigheden ind i mellem rammer ham, jo mere afslappet et forhold vil han få til sin egen hidsighed.Så ideerne herfra er altså, at du arbejder med dine eventuelle negative følelser overfor din søns far, og at i sammen øver jer i at acceptere hidsigheden, når den kommer for så derefter at fokusere på jeres evne til efterfølgende at blive gode venner igen.

Held og lykke med det hele.

Venligst

Morten Prahl

Familiepsykologerne