Er det skadeligt at spille computer?

Hej Familiepsykologer

For nylig har vi igen læst i nyhederne at computerspil kan være farligt, og at børn kan blive afhængige. Vi har to drenge på 8 og 10 år, der elsker at bruge meget tid foran computeren og min kone og jeg diskuterer tit, om vi skal begrænse det. Jeg synes at ungerne skal have lov til at hygge sig med computeren, og det er min kone vidst ikke altid enig i. Hvad tænker i – er det skadeligt for vores drenge at spille computer? Skal lige sige at de måske bruger et par timer om dagen på det  og nok lidt mere i weekenderne.

Hilsen Familiefar 


Hej “familiefar”

Tak for din mail. Den diskussion i har derhjemme er i bestemt ikke alene om, jeg tror det diskuteres dagligt i mange danske børnefamilier. Det diskuteres også blandt psykologer, og heller ikke her er der enighed. Selv holder jeg af at vende diskussionen på hovedet, og i stedet for diskutere hvilke vigtige værdier, vi gennem vores opdragelse ønsker at give videre til vores børn. Og så efterfølgende prøve at se, om computerspillene svarer overens med disse værdier, om de indeholder noget værdifuldt og positivt som vi gerne vil give videre til børnene. Det kræver selvfølgelig at vi sætter os ned sammen med dem og kigger på spillene. Rigtig mange spil er variationer over temaet “slå ihjel eller bliv slået ihjel”. Disse spil er umiddelbart meget stærkt motiverende – de handler jo om liv og død – så der er højtryk på spændingen, hvilket igen giver godt med dopamin til hjernen. Men vi kan jo sagtens spørge os selv, om de formidler nogle vigtige og væsentlige værdier til børnene ? Generelt for de fleste computerspil gælder det, at de er gode til at underholde børnene. De fanger deres opmærksomhed med varierende grad af voldsomme og spændende effekter. Man kan sige, at spillene på en måde “holder under” børnenes opmærksomhed. Her må vi også spørge os selv, hvor vigtig underholdning er som værdi for os – som livsindhold. Spillene styrker ikke børnenes evne til selv at styre, fastholde og udvikle deres opmærksomhed. Mange spil griber barnets opmærksomhed og bestemmer hvor den skal gå hen. Selv tror jeg, der er en risiko for at de svækker og forstyrrer barnets mere indefra styrede opmærksomhed, hvilket kan være en af baggrundene for de opmærksomhedsforstyrrelser, vi ser hos en del børn i dag, men som sagt det er kun en hypotese.De tilfælde af “afhængige” børn, der beskrives, tænker jeg også kan hænge sammen med at barnet kan blive “afhængig” af det høje spændingniveau (dopaminniveau)  mange spil tilbyder. Hverdagen ved siden af “krigen på computeren” kan synes meget grå og trist.Flere computerspil har også en tendens til at være “individualistiske” forstået på den måde, at de ikke udvikler og styrker barnets sociale kompetencer, kompetencer, der er vigtige i dagens samfund.Derudover er det også min erfaring, at børns computerforbrug ofte hænger tæt sammen med forældrenes brug af forskellige former for skærmunderholdning. Med vores adfærd viser vi vores børn, hvad vi synes der er værdifuldt – og de kopierer det ofte.Skærme, spil og underholdning er blevet en stor del af vores allesammens liv, men ofte går der “automatik” i det, og vi glemmer at spørge os selv, om det egentlig er værdifuldt.Som sagt vil jeg anbefale jer sammen, at få en dialog om hvad der for jer og jeres børn er et værdifuldt indhold i hverdagen, og så herudfra se hvor stor en del computerspillet bør fylde.Helt konkret kan det være en rigtig god ide at indføre en ugentlig elektronik fri dag for alle i familien – f.eks. søndag. Det vil sandsynligvis give nogen “abstinenser” for alle lige i starten, men det er min erfaring, at det kan åbne op for mere samvær og nærvær i familien. Og det skal i naturligvis kun gøre, hvis i som jeg anser samvær og nærvær som værdifuldt.

Held og lykke med det hele.

Venligst

Morten Prahl